Det var en nat, jeg sad og spillede lidt stille guitar for mig selv uden at tænke på noget særligt. Da jeg mærkede, at der stod en engel bag mig. Ikke bare en almindelig engel. Hun var essensen af kvindens væsen, hun bød mig op til en dans, en Bossa. Hun tog mig hele vejen ind. Ind i den totale accept og en uendelig, strømmende kærlighed. Mens vi dansede, hviskede hun sangens ord i mit øre. Og sagde, at sådan havde hun gjort ved mange andre, der udtrykker sig gennem musik. Jeg skrev og dansede, jeg elskede og sansede på samme tid. Sangen til kvinden, hendes kærlighed, kraft og væsen. Jeg kunne mærke de uendelige, transformerende, kraftfulde muligheder, der fi ndes i det ægte møde mellem manden og kvinden. Der hvor det er ren kraft, sjæl, intensitet, nærvær og polaritet. Hvor en han er en han, og en hun er en hun. Ikke noget særligt bare det helt naturlige, hvor ego’et ikke kan være med, fordi det slet ikke forstår sjælens verden.
Senere i det virkelige liv mødte jeg Catharina. Vi bestemte os for at være par og springe ned i kløften mellem mænd og kvinder. Fra kanten af klippeafsatsen sprang vi ud i kløftens mørke og uendelige gyllesø. For at rydde op i egne og kollektive fordomme, skygger, idealbilleder, negative forestillinger, projektioner og den slags ubevidstheder, der danner kløften og hindrer det sande møde.
Jeg faldt og faldt nedad og nedad i dagevis, i måneder, i år. Jeg faldt så længe ned gennem kløften, at jeg glemte, jeg var i frit fald. Ind imellem hang jeg fast i noget, der ikke ville slippe. Det var min egen modstand, angst, gamle uhensigtsmæssige strukturer, mønstre og fastlåsthed.
De spirituelle dybder og højder i vores arbejde var med til, at det alligevel efter tid gav slip, ned til næste gren, jeg kunne hænge fast i.
En dag efter ca. 3 års konfronterende arbejde sammen med Catharina, landede jeg så endeligt på ærlighedens fundament. Der stod hun klar, Catharina min kvinde. Jeg hendes mand. Hun havde ventet længe. Vi var begge fulde af længsel. Vi havde set rigtig meget lort i gyllesøen på vej ned. Vi havde gjort, hvad vi kunne for at bevidstgøre, hvad vi havde mødt og sat os for, at kærlighed er at lære det nødvendige. At tage sig af det, der står imellem os på en god, ansvarlig, ærlig og konfronterende måde.
Kun fra ærlighedens fundament kan manden og kvinden opnå det ægte møde. Herfra kan de opleve kraften, intensiteten, kærligheden og nærværet fra bunden og til toppen af menneskers energisystem. Det er bare vores natur. En ligeværdig, ballanceret tilstand mellem to mennesker med gode kvaliteter. En integrering af sex, kærlighed og spiritualitet.
Selvom denne sang er til alle kvinder eller kvindens essens, er den først og fremmest til Catharina, fordi hun er den kvinde, der tog skridtene sammen med mig, og bevarede perspektivet, troen, håbet og kærligheden på vejen. Hun var der, da jeg skulle lære det nødvendige, og tro mig, hun var og er yderst tålmodig og overbærende. I hende har jeg set og mærket det samme lys, som englen den nat kom med. Catharina er bare bedre, for hun er kød og blod, og så tror jeg, at hun kan gå meget dybere ned end englen. Jeg er stolt over at være hendes mand.
Chapper: Sang, tempelklokke
Tommy Lui:
Ukulele, single- og rytmeguitar, kor
Per Pjalten Hundborg:
Bas, kor
Thomas Friis: Trommer
rockM:
Klaver, keyboard, slagtøj